Leder søges til Basens solistpladser i KBH

Vil du gøre en forskel for psykisk sårbare børn og unge? Basen søger en afdelingsleder med stærke ledelseskompetencer, særligt indenfor personaleledelse, og som trives i praksis, hvor du er en vigtig del af hverdagen blandt medarbejdere, forældre, elever og samarbejdspartnere. 

“Basens kerneopgave er ikke et håndgribeligt produkt, som du kan se og røre ved, men noget, der sker i samspil med de medarbejdere, der er på Basen. Det gør Basens medarbejdere til en afgørende og værdifuld ressource, der skal værnes om, passes på og udvikles sammen” - udtaler Mette Tellerup Larsen, Basens direktør.  

På Basen tror vi på værtskab, ejerskab og følgeskab i ledelse fremfor Excel-styring bag en lukket dør. Vores nye afdelingsleder motiveres af at skabe udvikling sammen med medarbejdere, ledelse og elever. Som afdelingsleder vil du desuden få en tæt og væsentlig sparringspartner, da den koordinerende leder og afdelingsleder sammen udgør ledelsesteamet. 

Du bliver leder på afdelingen KBH4, hvor vi aktuelt har 17 indskrevne elever fra 0.-10. klasse. Vores dygtige afdelingsleder, der har været med til at bygge afdelingen op, skal ud og opleve verden med sin familie, hvorfor vi har brug for en ny til at overtage. 

På KBH4 tilbyder vi alle elever deres eget lokale, hvor eleven kan være med en fast voksen og modtage undervisning/behandling tilrettelagt efter deres individuelle behov. Du vil blive leder af teamet, som ellers består af en koordinerende leder, to psykologer samt 9 behandlere/undervisere. 

 

Basen – vi er fundamentet for børn, der har det svært

Basen er et behandlings- og specialundervisningstilbud med 9 afdelinger fordelt i København, Birkerød, Taastrup og Odense. De fleste af vores elever er diagnosticeret med en opmærksomhedsforstyrrelse eller en diagnose indenfor autismespektret, men vi har også elever, der har fx angst, depression, OCD og spiseforstyrrelser. Mange af vores elever har dertil svære erfaringer med længerevarende skolefravær.

Fælles for eleverne er, at de har brug for rolige og trygge omgivelser samt stabile relationer til faste voksne, der forstår dem og kan sætte rammer, der er tilpasset deres behov.

 

Både stort og småt

Jobbet som afdelingsleder på Basen kræver, at man trives med både at være en del af en større organisation og samtidig være leder for sin egen afdeling. I praksis betyder det, at man i dagligdagen driver sin egen afdeling, har eget budget, egen personalegruppe osv. men at man samtidig også er en del af en større organisation, som har nogle fælles tilgange, metoder, værktøjer, en medarbejderhåndbog osv.  

 

Vi leder efter noget helt særligt

Vi leder efter en fagligt stærk og praksisorienteret leder med lærer-, pædagog-, psykolog- eller anden relevant socialfaglig uddannelsesbaggrund, som kan begå sig i et lærings- og behandlingsmiljø. Vi forestiller os, at du er en nærværende og troværdig person med stærke kommunikative evner, der har let ved at skabe relationer til medarbejdere, forældre og samarbejdspartnere. 

En leder der tør, kan og vil medarbejderledelse og trives i asymmetri. Du kan være det gode eksempel, men har også en god fornemmelse for, hvornår du skal gå bagerst. 

 

Afdelingslederens primære opgaver

Medarbejderansvar 

  • Fokus på den enkelte medarbejders og teamets udvikling, trivsel og fælles opgaveløsning. 
  • Sikre et fagligt og udviklende undervisnings- og behandlingsmiljø. 
  • Månedlige 1:1-samtaler med alle medarbejdere  
     

Fagligt ansvar 

  • Faglig coaching/sparring med medarbejderne. 
  • Deltage i behandlingsmøder med sagsbehandlere, forældre og samarbejdspartnere. 
  • Sikre at afdelingen udøver god og professionel behandling og undervisning til eleverne.   
  • Sikre en professionel og kontinuerlig kontakt mellem Basen og samarbejdspartnere (særligt kommuner, PPR-psykologer og socialrådgivere). 
  • Være det gode eksempel - gå forrest som bærer af Basens kultur, arbejdsmetoder, struktur og ånd. 
  • Brænder for at udvikle og tilpasse Basen til de forventninger og krav, som vores samarbejdspartnere stiller. 



Fyld mere på værktøjskassen i arbejdstiden 

Vores mål er både at være en tryg base for vores elever og deres forældre, men i høj grad også for hinanden. Vi ønsker at sikre den faglige base for vores kolleger, der gør dem i stand til at støtte vores elever og deres familier bedst muligt samt passe på sig selv og hinanden imens.

Derfor tilbyder Basen jævnlig, intern opkvalificering i arbejdstiden gennem Basens Videnscenter. Her arbejder vi målrettet på at skabe fælles sprog og faglig forståelse. Derudover afholder vi en årlig konference samt internat med et både fagligt og socialt program.

Som afdelingsleder er man desuden en del af et ledelsesteam på 14 (afdelingsledere, chefer og direktør), hvor vi sammen har ledermøder, ledelsessupervision og lederudviklingsforløb.  



Vi er der for hinanden og husker at have det godt

Vi er bygget sådan op, at vejen til ledelsen er kort, og generelt lægger vi meget vægt på, at hverdagen på Basen er en fælles opgave. Det kan du høre dine kolleger fortælle mere om i videoen her.

”Her er der plads til at være det menneske, man er, og ikke bare sit fag. Og det er også det, eleverne har brug for. For de er jo lige så forskellige, som vi er, og skal kunne mærke os som mennesker,” siger Cecilie Toft Kristiansen, HR-medarbejder.

 

Vil du vide mere? 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte skolefaglig chef Malene Niemeier på mni@basen.dk eller på tlf: 7174 9601.
 

Send os gerne en ansøgning inden fristen, som er d. 25. juni kl. 12:00. Der vil blive afholdt samtaler mandag d. 1. og tirsdag d. 2. juli mellem kl. 9-16.

 

Tiltrædelse og praktisk info 

Stillingen er gennemsnitligt på 37 timer om ugen og ønskes besat 1. september 2024. Hvis du kan starte før det, er det også muligt. 

 

Da Basen arbejder i en skoleramme, er mødetider forholdsvist fastlagte. Vi starter hver dag med et morgenmøde kl. 08.00-08.20, hvorfor man som afdelingsleder altid møder ind lidt før.  

Som afdelingsleder tager man imod sygemeldinger om morgenen, man kan selv fastlægge tidspunktet, men hvis man skal nå at kunne rekvirere vikarer, tager man gerne telefonen omkring kl. 06.45-07.00.  

Hver torsdag fra 14.15-16.15 har vi personalemøde, som afdelingslederen faciliterer og ca. én torsdag om måneden er der aftenmøde, som varer til ca. kl. 19.30. Herudover vil der være et årligt lederinternat og et årligt internat for hele Basen. Vi afholder to årlige forældremøder, og så kan der være specifikke afdelingsbestemte arrangementer, der strækker sig til aftentimer. Det forventes, at man som afdelingsleder deltager i de nævnte ting. Ferie afholdes som udgangspunkt i skoleferierne. 

 

En ansættelse på Basen er betinget af en ren børne- og straffeattest.

 

Vi ser frem til at læse din ansøgning. 

 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Malene Nelander Niemeier Skolefaglig chef +4571749601
Jobområde: Ledelse
Stillingstype: Fuldtid
Basen.dk
Carl Nielsens Allé 15C, 1. sal
2100 København Ø
Telefon: +45 3929 6767
CVR nr.: 19518205